Henrik Ibsens skrifter

Lad mig først og fremst takke Dig for tilsendelsen af ​dit polemiske digt og ønske Dig tillykke såvel med dette overhovedet som med det så hurtigt nødvendiggjorte andet oplag; jeg håber, at flere snart vil følge efter.

Det har været mig en stor fornøjelse at læse dine lette behændige vers, som jeg ikke tror at ret mange skulde kunne gøre Dig efter, og det er en både ny og virkningsfuld idé at lægge ​sagnet om Kivleslåtten som undergrund under det hele. Og det er jo også ​en sag af vidtrækkende betydning, som Du arbejder for. Men det forekommer mig meget tvivlsomt, hvorvidt det vil kunne lykkes at få vor gode norske

Faksimile

befolkning rusket op og reformeret stykkevis; det forekommer mig tvivlsomt om det hos os er gørligt at skaffe bedre kunsttilstande tilveje, så længe ikke den åndelige jordbund i alle retninger grundigt opryddes og renskes og skaffes afløb for alt det sumpede. Så længe en befolkning holder det for vigtigere at bygge ​bedehuse end theatre, så længe den er beredvilligere til at understøtte ​Zulumissionen end kunstmuseet, så længe kan kunsten heller ikke påregne nogen sund trivsel, ja ikke engang ansees for nogen øjeblikkelig nødvendighed. Jeg tror ikke det hjælper langt at tale kunstens sag med argumenter, hentede ud af dens egen natur, der hos os endnu så lidet forståes eller vel endog grundigt misforståes. Hvad der hos os først og fremst må til, det er at slå ned for fode og grundigt udrydde al den mørke middelalderlige ​munkedom, som indsnevrer betragtningen og fordummer sindene. Min mening er:

Faksimile

foreløbig nytter det ikke at bruge sine våben for kunsten, men imod det kunstfiendtlige. Få først dette ryddet afvejen, så kan vi bygge.

Forresten er hermed naturligvis hverken sagt eller ment at et varmt og overbevisningsfuldt digt, som dit, ikke skulde øve sin vækkende indflydelse på mange; men jeg mener bare, at folkesynet i det hele store taget får det næppe forandret.

Men, gamle ​carissimo, lad ikke det anfægte Dig. Bliv bare ved at skrive og tale og ​kave for det, som Du har sat Dig til livsopgave. Om end ikke noget enkelt led af denne din virksomhed fører til målet, så ligger der dog altid noget stærkt dragende både til vækkelse og til efterfølgelse i at se en mand sætte alle sine evner ind på en eneste gerning; og tiden er stærkt i ​fremadgliden, og Du er sejg og har forhåbentlig endnu mange år foran Dig, så noget vil Du ialfald visselig få gennemført. Dette er i al korthed, hvad jeg

Faksimile

ved at sige; jeg er viss på at Du ikke mistyder det.

Jeg skulde have skrevet Dig til længe før; men udgivelsen og omsendelsen af ​mit nye skuespil til theatrene har lagt stærkt beslag på min tid, især da der samtidigt med originalen er udkommet ​en tysk udgave, som har voldt mig en hel del bryderi. Jeg forudsætter at Hegel, vor fælles forlægger, har husket Dig med et exemplar, derfor har jeg selv ikke sendt Dig noget. – Men nu havde jeg nær glemt noget. Har Du ikke set, at der i dit digt, i afsnittet «En norsk billedhugger», ligger stoffet til et helt 5-akters folkeskuespil? Plan: 1ste akt: Oppe i fjeldbygden. Træskærergutten. Kunstenthusiasten fra hovedstaden opdager ham og tager ham med sig. 2den akt. I Kristiania. Gutten dagens helt; store forhåbninger; sendes til Rom. 3die akt. I Rom, kunstnerliv og folkeliv o. s. v. 4de akt. Mange år efter. Tilbagekomst til Kristiania; glemt; alt forandret. 5te akt: Atter i hjembygden; undergang. – Skriv dette med sang og dans og folkedragter og ironi og djævelskab. Jeg synes ialfald at det måtte ligge netop for dig. – Hjertelige hilsener til eder alle fra mig og mine.